Danske Regioner igangsætter uvildig evaluering af Medicinrådets arbejde

Danske Regioners bestyrelse har besluttet at igangsætte en uvildig evaluering af Medicinrådet. Formålet er at få et faktabaseret overblik over rådets praksis og sammenligne den med andre landes måde at prioritere lægemidler på.
Evalueringen skal udføres af et eksternt konsulenthus og er en del af regionernes løbende tilsyn. Medicinrådet har eksisteret siden 2017 og har til opgave at sikre, at patienter i Danmark får adgang til effektiv medicin til rimelige priser, samtidig med at brugen af lægemidler er ensartet på tværs af sygehusene.
Ifølge Danske Regioner skal evalueringen blandt andet kortlægge både styrker og svagheder i Medicinrådets arbejde samt inddrage debatten om rådets beslutningsgrundlag. Der skal især ses på, hvordan Danmark placerer sig i forhold til andre lande, herunder hvor mange lægemidler der anbefales internationalt.
Evalueringen skal også belyse, hvordan andre lande håndterer medicin til små patientgrupper med sjældne sygdomme. Derudover skal der ses på, om Medicinrådets metode, herunder brugen af QALY-beregninger, giver et retvisende billede af effekten af nye behandlinger.
Formand for Danske Regioner, Mads Duedahl, fremhæver, at evalueringen skal skabe et solidt vidensgrundlag for fremtidens beslutninger og sikre, at Danmark løbende kan justere praksis, hvis der er behov for det.
Lægemiddelindustriforeningen (Lif) ser positivt på den uvildige evaluering, da det er noget, som foreningen har efterspurgt igennem længere tid. Lif roser også, at evalueringen vil opridse fordele og ulemper ved også at inddrage flere samfundsøkonomiske forhold.
"For mange sygdomme giver det god mening at se på værdien af, at patienter kan blive længere på arbejdsmarkedet. Den type dynamiske effekter bør kunne indgå," siger Thomas Senderovitz, administrerende direktør i Lif, og peger på, at en central forudsætning for bedre adgang til medicin er, at regionernes økonomiske ramme følger med.
"Regionerne er nødt til at kunne anvende flere midler til medicin, så de kan give patienterne den behandling, de er blevet lovet. Det bør også være et tema til de kommende økonomiforhandlinger."
Men evalueringen bør også forholde sig til, om Medicinrådet er rustet til en ny international virkelighed.
"EU og Danmarks faldende konkurrenceevne og ændrede markedsvilkår, herunder MFN, påvirker i stigende grad virksomhedernes incitament til at lancere nye lægemidler i mindre markeder som Danmark. Det er afgørende, at Medicinrådet har fleksible rammer, så Danmark ikke bliver fravalgt som lanceringsland," siger Thomas Senderovitz.
Lif advarer samtidig mod, at arbejdet med evalueringen overlades til en snæver ekspertgruppe uden bred inddragelse.
"Vi befinder os i en ny global virkelighed. Der er behov for inddragelse af relevante parter med relevante kompetencer og indsigt, og det håber vi meget, at Danske Regioner vil lytte til."
Evalueringen ventes at blive gennemført i andet halvår af 2026.
Faktaboks:
- Danske Regioners bestyrelse har besluttet en uvildig evaluering af Medicinrådet
- Evalueringen gennemføres af et eksternt konsulenthus
- Gennemføres i andet halvår 2026
- Medicinrådet blev etableret i 2017
- Rådet blev evalueret første gang i 2019
- I 2023 blev der lavet en analyse af sagsbehandling
- Medicinrådet anbefalede 53 lægemidler sidste år mod 33 i 2023
- Evalueringen skal sammenligne Danmark med andre landes prioritering af medicin
- Fokus på QALY-metoden og samfundsøkonomiske vurderinger
- Fokus på patientinddragelse og gennemsigtighed i beslutninger
- Der etableres en ekspertgruppe med faglige og økonomiske eksperter






Accepter kun nødvendige cookies